ÅHHH

Ja så kom endelig beskeden om at min søde datter og svigersøn emigrere til Arizona, USA.
Det er så dejligt og spændende for dem og selvfølgelig skal man gøre det mens man er ung og rimmelig uafhængig men helt egoistisk er jeg så ked af den store afstand der bliver imellem os, selv om jeg godt ved at med nutidens teknologi er det stadig muligt at holde tæt kontakt. MEN man kan ikke kramme osv rent fysisk.
De har lovet os at det kun er for ca. 3 år, men jeg ved jo godt at intet i denne verden er sikkert, så man ved aldrig og jo vi kan da besøge hinanden, men det kræver jo lidt ik.
Og så er der alle tankerne om hvad der nu sker ude i det store land med min lille pige. Heldigvis er de to mennesker med ben i næsen så de skal nok klare sig, men alligevel.
Jeg har altid bakket så godt jeg kunne op om Gittes beslutninger og rådet efter bedste evne, men jeg kan denne gang ikke love at jeg ikke fælder et par tåre i ny og næ, selv om jeg glæder mig på deres vejne.....